Derfor sætter fagbevægelsen Fokus på Sydasien

Millioner af mennesker i Sydasien knokler under elendige arbejdsvilkår for at overleve.

Ulandssekretariatet valgte derfor i 2006 at sætte Fokus på Sydasien under temaet "Fagbevægelsens rolle i bekæmpelse af fattigdom i en globaliseret økonomi". Målet var at inddrage danskerne i de udfordringer som Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Indien står overfor i relation til globalisering, fremme af demokrati og social dialog. Gennem en række arrangementer blev der sat fokus på de barske forhold, som både børn og voksne lever under på arbejdsmarkedet, især i den uformelle økonomi.

Den første del af fokuset løb af stablen i forbindelse med den internationale arbejdsmiljødag d. 28. april og 1. maj. Her var to gæster fra partnerorganisationer i Indien og Bangladesh inviteret til Danmark for at fortælle om vilkårene i deres lande. Den anden del fandt sted i oktober, hvor Brøndsalen på Frederiksberg dannede rammen om tre ugers spændende kulturudveksling.

Dansk fagbevægelse har altid været engageret i kunst og kultur. I dag har mange større arbejdspladser deres egen kunstforening takket være faglige aktive. Gennem kunsten skabes indtryk og holdninger. Ligesom kunsten kan bygge bro mellem kulturer. Fokuset bød på sydasiatisk samtidskunst, dans, musik, film, workshops, politiske tema-debatter og meget andet. Sydasien er nemlig ikke kun problemer. Formålet med udstillingen og de mange aktiviteter var at give et mere nuanceret og levende billede af en verdensdel, der på trods af fattigdom også rummer vilje, dynamik, energi og håb.

Hvem var involveret i Fokus på Sydasien?

For at give et indblik i det udviklingsarbejde, som dansk fagbevægelse gennemfører i Sydasien, bidrog 3F, Dansk Metal, BAT-Kartellet, TIB, DUI-LEG & VIRKE og ASF Dansk Folkehjælp med aktiviteter. Også partnerorganisationerne i Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Indien var aktivt involveret i gennemførelsen af fokuset.

Fokus på Sydasien var støttet af Dansk Metal, 3F, BAT-Kartellet, Center for Kultursamarbejde, Kunststyrelsen og Danida.

Læs mere om baggrunden for "Fokus på Sydasien"

 

AddToAny

Share/Save