Fagbevægelsen i udviklingslandene

De fattigste lande står i verdensmålenes farezone

Af Ulandssekretariatet
De allerfattigste lande risikerer at blive sidstevalg for private investorer. Derfor er investeringer med både private og offentlige midler vejen frem – men der bør stilles krav til effekt.

Formuleringen af verdensmålene er uden tvivl et skridt i den rigtige retning.

Verdensmålene bidrager til fokus på økonomisk aktivitet – offentlig såvel som privat – på miljø, partnerskab, bæredygtig vækst, uddannelse, menneskerettigheder. Ja, det er alle de gode og rigtige mål, som de 17 verdensmål, der afløser årtusindmålene, afspejler.

Nyheden i verdensmålene er for det første, at de er globale og ikke kun et anliggende i udviklingslandene i Syd.

For det andet blotlægger verdensmålene nu en erkendelse af, at målene ikke kan nås i hele verden uden massive investeringer i den private såvel som i den offentlige sektor (ikke så sexet for tiden) i de lande, hvor nøden er størst.

Følg pengene
Spørgsmålet er nu, hvor pengene skal komme fra? Når Altinget i optakten spørger, om danske virksomheder og selskaber investerer nok og intelligent nok, er svaret relativt enkelt: Ja, det gør de, for hvis de ikke gjorde det, så ville de ikke være dygtige forretningsfolk og miste deres investeringer, ikke tjene penge og lukke ned.

Og på spørgsmålet, om vi overhovedet kan regne med - og satse på - private investeringer til at nå verdensmålene, så er svaret nej. Vi kan ikke regne med, at private investorer af sig selv vil investere med det formål at nå verdensmålene for alle.

Verden kan forlange, at virksomhederne overholder national lovgivning, og at de lever op til FN's regler for god forretningsførelse, global compact og ILO's kernekonventioner.

Men det kan vi kun i forhold til de aktiviteter, virksomhederne selv er ansvarlige for. Private virksomheder er hverken ansvarlige for dårlig infrastruktur, mangelfuld lovgivning, dårlig regeringsførelse, menneskerettigheder, lave uddannelsesniveauer, politisk ustabilitet eller dysfunktionelle banker.

Private virksomheder kan kort sagt ikke påtage sig ansvar for dårlige rammevilkår og risikofyldte markeder i de lande, hvor de opererer.

De fattigste lande sakker bagud
Desværre er det netop de forhold, som kendetegner mange af de fattigste lande i verden.

Derfor bliver investeringer og opsparet kapital også netop koncentreret i de rige lande og mellemindkomstlande. Imens går de fattigste og mest ustabile lande bag om dansen. Det er her, problemet ligger.

Foranalysen er dog grundlæggende rigtig:

I den ideelle verden vil investeringer i den private sektor skabe jobs; jobs vil skabe indtægter, der kan beskattes; skat vil skabe mulighed for en offentlig sektor; en offentlig sektor vil skabe mulighed for sundhed, uddannelse og øget vækst.

Forretning i lande med størst behov
Så hvordan skaber man en forretningsmodel, der kan tiltrække kapital og investeringer til lande med størst behov?

Tidens løsen internationalt hedder blended finance, og har man sagt blended finance i en dansk kontekst, må man også sige Investeringsfonden for Udviklingslande – IFU.

Blended finance betyder, at offentlige midler (udviklingsbistand) indgår som risikovillig kapital sammen med private investorer, der igennem fordelagtige lån og investeringsgarantier kan afsikre de risici, som dårlige rammevilkår byder en virksomhed.    

IFU har levet en relativt stille eksistens, siden den blev etableret for 50 år siden, men har i de seneste år gennemgået en rivende udvikling. IFU kan nu også støtte investeringer i mellemindkomstlande, ligesom fonden er blevet løst fra det snærende bånd, der krævede, at IFU kun entrerede med danske virksomheder.

Bistand gør projekter spiselige
Alligevel er det svært at finde bankable projects, som det hedder, i de fattigste lande. Der, hvor behovet er størst.

Derfor er der kommet endnu et skud på stammen i IFU: En "udviklingsbank" finansieret af udviklingsbistand.

Banken vil gøre det muligt for IFU at entrere med offentlige investeringer. Det kan for eksempel være i infrastruktur, hvis det er nødvendigt for at gøre en privat investering mere lønsom og realistisk.

Investeringer med ulandsbistand bør effektmåles
IFU er kommercielt og skal give overskud. Det er helt o.k., ikke mindst når man betænker, at 60 procent af IFU's kapital stammer fra vores pensionsfonde.

Men med en stadigt stigende andel af udviklingsmidler involveret kan og skal vi stille krav til udviklingseffekten af investeringerne, ikke bare på bundlinjen, men også i de lokalsamfund, hvor investeringerne foretages.

Skabes der ordentlige lokale jobs? Bliver lokale offentlige myndigheder inddraget i planlægningen? Må de ansatte reelt organisere sig? Sker der en økonomisk udvikling i lokalsamfundet, der kan skabe grobund for velstand og vækst?

De spørgsmål må vi blive ved med at stille.

Indlægget har været bragt i Altinget.