Dansk fagbevægelse til Colombia: Fjern arbejderfjendtlige love og start et retsopgør

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet
3. november 2014
Det signalerer social dialog i praksis, at dansk fagbevægelse og danske arbejdsgivere kan rejse sammen i en ministerdelegation i Colombia. Men der er lang vej i et land, hvor man bliver fyret eller dræbt for at være medlem af en fagforening.
Handels- og udviklingsministeren Mogens Jensen og dansk fagbevægelse på delegationsbesøg hos Falck i Colombia. Foto: Lise Josefsen Hermann

Det vækker opsigt i Latinamerika, når dansk fagbevægelse er sammen på lige fod med arbejdsgivere og den danske handels- og udviklingsminister på delegationsrejse til Peru og Colombia.

Det viser i praksis, at den danske arbejdsmarkedsmodel med forhandling og social dialog fungerer. Og det er præcis den vej, Colombias arbejdsminister, Rafael Pardo Rueda, gerne vil gå, fortalte han de faglige ledere fra Danmark.

Men der er lang vej dertil i et land, som endnu ikke har afsluttet 50 års borgerkrig, og hvor faglige ledere bliver skudt og dræbt, og arbejdere mister deres job, hvis de melder sig i fagforening.

“Men hvis det er de rigtige folk, der kommer til, og de kan få lavet noget fornuftig lovgivning, så er jeg sikker på, at de nok skal komme i gang,” vurderer Dansk Metals formand, Claus Jensen.

Han var sammen med LO’s internationale sekretær, Marie-Louise Knuppert, NNF-formand, Ole Wehlast og gruppeformand i 3F, Arne Grevsen. Delegationen talte også Dansk Industris markedschef, Jens Holst.-Nielsen og repræsentanter for 18 danske virksomheder. Den blev ledet af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

 

Store forhindringer

Claus Jensen hæfter sig ved tre store forhindringer for et få skabt et rimeligt arbejdsmarked i Colombia: Arbejderfjendtlige love, en næsten ikke-eksisterende organisationsprocent og manglen på et retsopgør efter borgerkrigen, hvor faglige ledere og arbejdsgiver-repræsentanter ofte stod på hver sin side.

“Fagbevægelsen har mistet næsten alle deres medlemmer,” siger Claus Jensen. Han  konstaterer, at med en organisationsprocent helt nede på fire, så er det umuligt at komme til at indgå overenskomster.

Fra højre: Kathrine Lyster-Clausen (DI), Merete Hansen (ULS), Lars Steen Nielsen (ambassadør), Marie-Louise Knuppert (LO), Mogens Jensen (UM), Arne Grevesen (3f), Claus Jensen (Dansk Metal) og Ole Wehlast (NNF). Foto: Lise Josefsen Hermann

“Det kan vi heller ikke i Danmark. Vores ledetråd er, at vi skal have mellem 50 og 75 procent af medarbejderne på en virksomhed som medlemmer, før vi indleder en hardcore kamp for at få en overenskomst i Dansk Metal,” siger Claus Jensen, der gjorde budskabet klart for de colombianske fagforeningsfolk, der gerne vil have overenskomster her og nu:

“Alt fagligt arbejde starter med organisering. Fundamentet er medlemmerne, og de skal på plads først. Hvis man ikke har den faglige styrke, så kan man ikke lave overenskomster. Ikke nogen steder i verden,” lød meldingen fra Dansk Metal.

 

27 dages-kontrakter

Men problemet med den lave organisering skyldes blandt andet de arbejder- og fagforeningsfjendtlige love i Colombia. På et møde med arbejdsminister Rafael Pardo Rueda opfordrede danskerne derfor til omgående at få fjernet lovgivning, der direkte bekæmper fagbevægelsen.

Det gælder for eksempel arbejdsgiveres ret til at indgå såkaldte 27 dages-kontrakter. Det er arbejdsaftaler, som kun gælder i 27 dage, og som ikke fornyes, hvis arbejderen melder sig i en fagforening.

“Det giver virksomhederne uindskrænkede muligheder for at bekæmpe fagbevægelsen. De kan sortere de fagligt aktive fra og undlade at forny kontrakten, når den udløber. Det er mere end uheldigt,” siger Claus Jensen.

Han mener også, at fredsforhandlingerne, der foregår på Cuba netop nu, bør resultere i et retsopgør. Man kan ikke blot starte forfra og tro, at man kan glemme alle dem, der er blevet tortureret og dræbt.

“Man kan ikke bare lukke øjnene for, at ens børn eller forældre er blevet slået ihjel. Der må være nogen, der stilles til ansvar. Ellers tror jeg ikke, det vil lykkes for dem,” fremfører Claus Jensen.

 

Danske virksomheder i front

Det blev klart for delegationen, at nogle af de danske firmaer, der investerer i Colombia, tager danske arbejdsmarkedstraditioner med sig. Det gælder for eksempel Falck, der driver ambulancetjeneste i landet. Her lægges der vægt på uddannelse og ordentlige arbejdsforhold, og ledelsen er opmærksomme på fagbevægelsen. 

Markedschef fra Dansk Industri, Jens Holst-Nielsen, har også den opfattelse, at man på arbejdsmarkedet i Colombia har interesse for social dialog, som det kendes fra det danske arbejdsmarked. Men der er et godt stykke vej at gå, erkender han. Netop fordi der fortsat er stort fjendskab mellem dele af arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

“Det er en meget lille del af arbejdsgiverne, der er organiserede. Og det er de organiserede, der er den rabiate fraktion, så fronterne kommer til at stå lidt hårdt over for hinanden,” siger han.

Jens Holst-Nielsen og Claus Jensen er enige om, at det har stor betydning, at vise politikere og offentlighed i de to lande, at der i Danmark er så fornuftige samarbejdsrelationer at lønmodtagere og arbejdsgivere er i stand til at rejse ud sammen.

 

AddToAny

Share/Save