Danmark ændrer tilgang til udviklingssamarbejde

Af Ulandssekretariatet
Prioriteterne vil blive tættere knyttet til politiske mål, men indebærer også fokus på bæredygtig vækst og beskæftigelse

Fra finansåret 2018 og fremefter bliver aftalegrundlaget for den en del af udviklingsbistanden, som udføres af danske civilsamfundsorganisationer, NGOer og fagbevægelsen ændret. Man går fra de såkaldte rammeaftaler til nogle, som har mere fokus på politiske mål. De nye aftaler hedder Strategiske Partnerskabsaftaler (SPA).

Midlerne som administreres gennem danske organisationer er cirka en milliard kroner om året.

Ændringerne vil påvirke antallet af NGOer, som modtager støtte fra finansloven. Aftalerne vil dække fire år, men samtidig vil kriterierne for udviklingsprogrammer blive ændret. Oveni kommer indførelsen af offentligt udbud for tildeling af midler – en såkaldt konkurrence-udsættelse. Fremover skal organisationerne konkurrere direkte om udviklingsbistanden.

For den del af udviklingssamarbejdet, som vedrører arbejdsmarkederne i udviklingslandene, er der fra 2018 en særlig pulje kaldet ”Arbejdsmarkeder og rammebetingelser”, hvor Ulandssekretariatet, 3F og andre erhvervs- og arbejdsgiverorganisationers partnerskabsaftaler primært skal finansieres fra.

Udfordrer langsigtet tilgang

Den danske regerings intentioner er at reducere antallet af strategiske partnerskabsaftaler sammenlignet med det tidligere antal rammeaftaler, samt at være i stand til at tilpasse udviklingsstrategien til hurtigere at adressere globale kriser og problemer, såsom migration og flygtninge. Det betyder, at de organisationer, som er bedst til at imødekomme regeringens øjeblikkelige udviklingsstrategiske prioriteter har større chance for at få midlerne.

Det forekommer måske ubetydeligt, at man skifter fra de nuværende fire-årige rammeaftaler til de strategiske partnerskabsaftaler, men det kan have stor indflydelse på udviklingssamarbejdet. Historisk set har de danske bistandsorganisationer, herunder fagbevægelsen, kunnet benytte sig af individuelle og uafhængige langsigtede strategier og metoder, så længe de lå inden for regeringens overordnede udviklingsmål. Nu vil overgangen til strategiske partnerskabsaftaler indebære, at hver NGO’s udviklingsstrategi i højere grad skal afspejle regeringens prioriteter.

Dog garanteres udviklingsbistanden fremover at udgøre 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, hvilket giver en vis arbejdsro. Desuden er der, udover reduktion af fattigdom, tre nye overordnede prioriteter: danske nationale sikkerhedsinteresser, danske erhvervsinteresser og migration. Der sker en reduktion af antallet af fattige lande, der kan modtage dansk udviklingsbistand. Omvendt kommer der flere lande til, hvor fokus er på overgangs- og vækstøkonomier (lande uden for den traditionelle fattigdomsgrænse, men som har massive problemer med ulighed og stort antal fattige).

Det er godt nyt for alle de medlemmer af fagbevægelsen, som interesserer sig for det globale arbejdsmarked, fattige menneskers vilkår og international solidaritet.

De positive elementer i den nye strategi er:

  • Større interesse i økonomisk vækst og beskæftigelse.

  • Fokus på den private sektors bidrag.

  • Mulighed for at arbejde i overgangsøkonomier.

Til gengæld er der nogle mislyde i strategien:

  • Definitionen af danske interesser og geografiske begrænsninger er snæver. Dermed er der en risiko for, at det bliver sværere at lave udviklingsarbejde i en nogle lande, hvor det ellers kunne være relevant.

  • Den offentlige sektors bidrag til at skabe gode rammebetingelser er ikke foldet ud.

Især det sidste punkt er problematisk, når man tænker på, hvor vigtigt det er, at det offentlige spiller med i forhold til vækst og beskæftigelse. Det gælder i udformningen af regler, standarder og aftaler for arbejdsmarkedet, såvel som etableringen af sociale sikkerhedsnet. For slet ikke at tale om den vigtige offentlige arbejdsstyrke indenfor fx uddannelse og sundhed. Det er nødvendigt for Danmark at adressere det faktum, at det offentlige ikke kun er en stribe vigtige services, men i det hele taget et lokomotiv for udvikling i de fattige lande.

AddToAny

Share/Save