Colombias hovedorganisation nægter at bøje sig for dødstrusler

Skrevet af Heidi Rønbjerg-Christensen
19. februar 2020
Den paramilitære gruppe ”De sorte ørne” truer med at dræbe formanden for CUT, Colombias hovedorganisation. CUT nægter at lade sig kue og kræver, at præsidenten griber ind.
Generalstrejkerne er opstået som følge af den colombianske regerings skæve økonomiske politik og den manglende håndhævelse af fredsaftalen med FARC. Foto: Arkivfoto.

”I får 30 dage til at stoppe jeres arbejde, ellers vil I møde vores kugler, som vil få jer til at holde kæft.”

Sådan står der i et trusselsbrev, den paramilitære gruppe De Sorte Ørne, Aguilas Negras, har sendt til Diogenes Orjuela, formand for Colombias hovedorganisation CUT, samt en række andre sociale ledere, venstreorienterede politikere og journalister i det latinamerikanske land.

Af brevet fremgår det også, at De Sorte Ørne er stærkt utilfredse med de omfattende generalstrejker, CUT er medarrangør af, og som har præget Colombia i den seneste tid.

Generalstrejkerne er en reaktion på den socialt skæve økonomiske politik, Colombias regering fører. De strejkende har også demonstreret mod regeringens manglende håndhævelse af fredsaftalen med oprørsbevægelsen FARC.

Trusselsbrevet som De Sorte Ørne, Aguilas Negras, har sendt til CUT. Foto: Ulandssekretariatet.

Triste statistikker

De Sorte Ørne beskylder CUT’s formand og de personer, som truslen er rettet imod, for at ville indføre cubanske og venezuelanske tilstande i Colombia.

”Tro ikke, at vi stiltiende vil se på, at I forvandler vores land til et lorteland,” står der i brevet fra den paramilitære gruppe. Den sætter navne på i alt 16 personer fra blandt andet fagbevægelsen, medierne og Colombias studenterbevægelse, der er omfattet af truslen.

Trusselsbrevet skal tages alvorligt, for desværre taler drabsstatistikkerne i Colombia deres tydelige sprog. Flere hundrede sociale ledere, herunder fremtrædende medlemmer af fagbevægelsen, bliver hvert år dræbt af grupper, der menes at operere på vegne af den økonomiske elite og kriminelle organisationer.

CUT ser da også med stor alvor på truslen mod formanden. Organisationen har udsendt en pressemeddelelse, der fordømmer truslen og forlanger, at landets præsident skrider ind over for De Sorte Ørne.

”Vi kræver, at den nationale regering med præsident Ivan Duque i spidsen garanterer for Diogenes Orjuelas og de andre truede partneres liv og sikkerhed. De ansvarlige myndigheder må efterforske og stille de skyldige til ansvar for deres handlinger,” lyder det i pressemeddelelsen.

Ulandssekretariatet samarbejder med Colombias hovedorganisation CUT, og støtter CUT’s arbejde i forhold til den fredsaftale, der kom i stand mellem oprørsbevægelsen FARC og Colombias regering i 2016. Fagbevægelsen opfatter fredsprocessen som en mulighed for at sikre, at personer, der er fagligt aktive, ikke længere vil blive truet på livet samt at grundlæggende menneskerettigheder bliver respekteret.

 

 

AddToAny

Share/Save