Samtidskunst fra Bolivia

Af Javier Fernández
– Forpligtet af virkeligheden

Bolivias historie har de seneste tres år har været præget af en række socioøkonomiske og politiske situationer, der grundlæggende har ændret hele det bolivianske samfund.

Revolutionen 9. April 1952 åbnede et panorama af usikkerhed, som med sine principper om social integration og en voldsom migration til byerne fremprovokerede ​​en ny social, urban klasse. Den opførte sig forskelligt fra den traditionelle borgerlige kultur, som indtil da var forbeholdt de store bycentre – især den økonomiske akse dannet af byerne La Paz, Cochabamba og Santa Cruz.

Det regerende partis popularitet og regeringens egne interne stridigheder – et produkt af  vilkårlig magudøvelse – skubbede igen magten over til oligarkiet, som ved hjælp af transnationale firmaer satte den politiske dagsorden for de efterfølgende præsidenter. Præsidenter, som næsten alle var højtstående militærfolk med det eneste formål at beskytte deres egne økonomiske interesser.

Borgerlige frihedsrettigheder blev krænket af militæreregimer i begyndelsen af ​​70'erne samt under terror og ulovlig narkotikahandel i 80'erne.

Den nationale sikkerhedsdoktrin implementeret af de magtfulde fra nord i Sydamerika skabte en tilstand af konstant angst for guerillaen fra 67, med forbrydelser og forsvindinger foretaget af militærdiktaturer, indtil demokratiets blev retableret ved udgangen af ​​82.

 

Nye folkelige bevægelser

I denne denne periode undertvang fremmede magter regeringen med vedtagelser af ​​foranstaltninger, som var skadelige for den offentlige interesse. Den såkaldte kapitalisering betød, at naturressourcer blev udbudt til transnationale selskaber. Dette førte til nye folkelige bevægelser, som også danner baggrund for den nuværende regering og udnævnelsen af den plurinationale stat frem for republikken. Det var begyndelsen af en periode præget af nationalisering af strategiske virksomheder og økonomisk genopretning af landet.

Under dette panorama af socio-politisk lys og skygger udvikles den kontemporære bolivianske kunst.

Postulaterne under april-revolutionen bidrog til en næsten officiel fremtoning af  muralisme som et kunstparadigme. Alandia Miguel Pantoja (Llallagua, Potosi, Bolivia, 1914 - Lima, Peru, 1975), Walter Solon Romero (Uyuni, Potosi, Bolivia 1924 - Lima, Peru, 1999), Gil Imana (Chuquisaca, Bolivia 1933) – den såkaldte Antaeus Group – udførte både store individuelle og kollektive værker i henhold til den mexicanske muralisme.

 

Kunsten overtager gaden

Det var en tid præget af sociale spændinger, og kunsten overtog gaden og væggene på statslige institutioner.

 De kunstneriske udtryksformer før ‘52 konsoliderede deres ildevarslende karakter. Værker af den litauiske Juan Rimsa (Svedasal, Litauen, 1903 - S. Monica, USA, 1978) af Jorge Reza (Cochabamba, Bolivia, 1901 - Lima, Peru, 1958) og Cecilio Guzman de Rojas (Potosí, 1900 - La Paz , 1950) blev skabt i højborge af oprindelig kunst, mens Arturo Borda (La Paz 14. oktober 1883 - 17 juni 1953) igangsatte en neoklassisk realisme med stor vægt på maleriets subjektive karakter .

Følgende kunstnere fortjener at blive fremhævet: Zoilo Linares (Viloco, La Paz, Bolivia, 1930 – La Paz, 1961), Alberto Medina (Oruro, Bolivia, 1937) og Herminio Pedraza (Santa Cruz, Bolivia, 1935 - 2006), som skiller sig ud for deres kreative kraft i andre dele af det bolivianske højland og østlige Bolivia med deres semi-abstrakte og ekspressionistiske udtryk.

 

Indflydelse udefra

På den anden side kom kunsten også  til Bolivia som et resultat af ​​mange maleres dannelse i Europa og USA samt indflydelsen fra de globale knudepunkter for kunstnerisk aktivitet. Dette ses bedst i María Luisa Pachecos kunst (La Paz, Bolivia, 1918 - New York, 1982), Enrique Arnal (Catavi, Potosi, Bolivia, 1932), Mary Esther Ballivián (La Paz, 1927-1977) og Alfredo Plate (Potosí, Bolivia, 1929), som alle spiller en vigtig rolle i den uformelle kunst, ikke-figurativ med tendens til Suprematism og materielle malerier, som det kan ses i Luis Zilvetys arbejde (La Paz, Bolivia, 1941), Alfredo da Silva (Potosí, Bolivia, 1935) og Marina Nuñez del Prados skulpturer (La Paz, Bolivia, 1910 - Lima, Peru, 1995).

Kunstnerne i 70’erne påtog sig disse to aspekter af kunstneriske udtryk, der former spektret af den bolivianske plastiske kunst med subtile nuancer i de kunstneriske emner.

De gennemgående temaer er byboerne som produkt af migration og deres aktiviteter i byen. Her fremhæves Ricardo Pérez Alcalá (Potosí, 1939 - La Paz, 2013), Gildaro Antezana (Ayopaya, Cochabamba, Bolivia 1939 -1976) og Raul Lara (Mina San José, Oruro, 1940 – Cochabamba 2011) og deres arbejde med at analysere og repræsentere det urbane og rurale landskab, de sociale problemer i de mellemliggende ’mestiz’ og ’cholo’ samfund.

 

Modstandskunst

Militærdiktaturerne genererede også en modstandskunst, især blandt unge kunstnere, som uanset deres ideologiske position og sociale status ville ændre magten. De kunstneriske kollektiver såsom 70’er cirklen, Arado, Pucara og som en naturlig følge ’Utopien velgørere’ gennemsyrer hver deres tid med idealer om social retfærdighed og modstand mod den herskende klasses vilkårlige magtudøvelse.

Diego Morales (La Paz, Bolivia, 1946), David Angles (La Paz, Bolivia 1955-2000), Max Aruquipa (Santiago de Huata, LP, 1952), Benedict Ayza (Potosi 1952 – La Paz, 2009), Silvia Penaloza (La Paz, Bolivia, 1945) og Edgar Arandia (La Paz, Bolivia, 1950) bruger sociale problemer som grundlag for deres kunstværker.

Deres sønderlemmende kritik af det etablerede er årsag til, at de fleste af dem levede i eksil i Europa og Latinamerika under den mest grusomme periode af militærdiktaturet, hvor borgerne, og dermed kunstnerne, blev rådet til at ‘gå rundt med deres testamente under armen’.

 

Den hemmelige kunst

Imens forblev Roberto Valcárcel (La Paz, Bolivia, 1951), Gastón Ugalde (La Paz, 1946) og Guiomar Mesa (La Paz, Bolivia, 1961) i landet og fremviser derfor en anden avantgarde af æstetisk refleksion og indsigelser mod regimet.

Dette var tidspunktet for den hemmelige kunst. Graffiti, politiske plakater og spottedigte udgjorde begyndelsen til gadekunsten.

Det var også tidspunktet, hvor kunstgallerierne begyndte at åbne. Kunstsamlere og ‘lånere’ fremmede produktionen af kunst i alle afskygninger. En mere produktiv, gunstig kunst end beskrivende, mimetisk og eftertænksom æstetik, men dog må man anerkende den høje tekniske kvalitet i disse værker.

Foto-realismen tager form ud fra kunst, som analyserer virkeligheden, og som foreslår tekniske og konceptuelle postulater. Mario Conde (La Paz, Bolivia, 1956). og Sol Mateo (Roberto Loayza) (La Paz, Bolivia, 1956) opridser med subtil respektløshed den sociale adfærd og magtens luner i alle sine sfærer og bastioner​​.

Ephraim Ortuño (La Paz, Bolivia, 1957), Enzo Lucca (La Paz, 1965) og Javier Fernandez (La Paz, 1958) tyer til hudløse metaforer, som vidner om menneskets tvungne nedbrydning og stikker til den sociale mobilisering i en slags dokumentarisk tegning, maleri og  fotografering, der viser stemningen i et samfund på vej til at bryde sammen frem til den ændrede styreform i 2003.

 

Kunst for kunst eller...

Fremkomsten af den konceptuelle kunst som konsekvens af den trivialisering af nyheder, mode og nye tendenser inden for det kunstneriske arbejde i slutningen af ​​det tyvende århundrede og begyndelsen af ​​det enogtyvendeårhundrede forårsagede et kortvarigt boom af installationer, performancekunst og kropskunst, med oprettelsen af ​​den bi-årlige internationale kunstudstilling SIART.

Døgnfluer med bred omtale og excentricitet, men med ringe indflydelse på de nye generationer af kunstnere med konventionel akademisk uddannelse som Ruilova Alvaro (La Paz, Bolivia, 1978), Rossmery og Mamani (El Alto, La Paz, Bolivia, 1985).

Én særlig analyse fortjener et stormløb fra den populistiske kunst, tidligere kendt som den officielle folkekunst, kitsch eller massekunst, som i dag er mere udbredt i formelle og uformelle områder som følge af fremkomsten af ​​multinationalitet.

Dette er den dramatiske virkelighed for boliviansk kunst, som med parallelle linjer har fulgt den bolivianske samtidshistorie og viser os kunstens evige dilemmaer: Kunst for kunst eller kunst forpligtet af virkeligheden.

AddToAny

Share/Save