Bangladesh’ arbejdere og civilsamfund under pres

Af Ulandssekretariatet
Det er meget alvorligt, at 34 arbejdere og fagforeningsledere fra tøjindustrien i Bangladesh er blevet anholdt og muligvis mishandlet. Tekstilarbejderne blev anholdt for to måneder siden efter demonstrationer for højere mindsteløn og mod massefyringer på fabrikkerne.

Arbejderne er sigtet efter en slags undtagelseslov, der handler om sabotage af nationens økonomi – som kan udløse meget strenge straffe – og er i politiets varetægt under kummerlige forhold. Det har udløst vrede og solidaritetserklæringer fra fagbevægelsen overalt i verden. Også i Danmark, hvor fagbevægelsen gennem Ulandssekretariatet støtter de fængslede og deres familier med penge til mad.

Det er selvsagt uacceptabelt, at et fagligt spørgsmål udløser sanktioner fra statens side, og at politiet i Bangladesh optræder som arbejdsgivernes forlængede arm på den allermest fladpandede måde. Som generalsekretær Syed Sultan Ahmmed fra Ulandssekretariatets partner BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) siger, er fremgangsmåden fra arbejdsgiverne og politiet med til at sætte den sociale dialog i stå.

Det er ærgerligt, fordi der efter Rana Plaza-ulykken for snart fire år siden, hvor over 1100 arbejdere mistede livet, har været fremgang i tekstilindustrien i forhold til social dialog og arbejdsmiljø. Tøjfabrikkerne er Bangladesh’ største økonomiske aktiv, og det gjorde alligevel et vist indtryk, at de internationale tøjmærker krævede, at horrible og dødsens farlige arbejdsforhold blev forbedret.

Dette – og andre socio-økonomiske faktorer – har faktisk haft en direkte indflydelse på forholdene i den aktuelle sag. Rana Plaza lå i den industrielle zone Ashulia, hvor den aktuelle konflikt udspiller sig. Efter Rana Plaza kom der gang i inspektionen af især arbejdsforholdene i tøjindustrien, hvilket medførte påtaler, og i visse tilfælde fabrikslukninger. Til stærk irritation for arbejdsgiverne, naturligvis.

I 2013 blev mindstelønnen hævet (men er stadig en af verdens laveste). Det medførte højere produktionskrav, overarbejde uden ekstrabetaling og fyringer uden kompensation i Ashulia. Oveni blev lønnen for offentligt ansatte mere end fordoblet, hvilket medførte stigende priser på mad og boliger.

Arbejdernes økonomiske forhold var således strammet helt til, og det var disse problemer, som Ashulia-arbejderne ville demonstrere mod – med de hårdtslående konsekvenser til følge.

Man kunne få den mistanke, at nu hvor opmærksomheden efter Rana Plaza er kølnet af, træder arbejdsgiverne og regeringen på pedalen i forhold til at indskrænke fagbevægelsens handlerum.

Fagbevægelsens dilemma er, at arbejderne også helst skal beholde deres jobs. Det er ikke utænkeligt, at fabrikkerne lukker og flytter produktionen til andre lande, hvor løn og arbejdsforhold er endnu ringere. Det er bagsiden af globaliseringen – og den eneste rigtige løsning er at genoptage den sociale dialog.

De internationale tøjmærker (som er sammen i den såkaldte Accord) har skrevet et brev til premierminister Sheikh Hasina for at opfordre til at beskytte arbejdernes rettigheder. Man må håbe, at dette er med til at lægge pres på regeringen og arbejdsgiverne for at åbne den sociale dialog. Samtidig kan man kun opfordre til at de store tøjmærker, for eksempel H&M eller danske Bestseller lægger yderligere pres på deres underleverandører i Bangladesh, og i udviklingslandene i det hele taget.

AddToAny

Share/Save