Arbejdernes kampdag er international

Af Ulandssekretariatet
Støtte og solidaritet er med til at udvikle arbejdsmarkeder uden for Danmark. Det har også indflydelse på vores forhold.

Den 1. maj blafrer de røde faner lystigt i Fælledparken i København og rundt om i landet. Arbejdernes Internationale Kampdag bliver markeret af fagbevægelsen og alle andre, der både vil have en festlig dag, fejre sejrene og gøre opmærksom på, at lønmodtagerne stadig har meget at kæmpe for.

Det gælder ikke mest lønmodtagerne i udviklingslandene. Der er god grund til at sætte streg under det internationale i kampdagen.

Den Internationale Faglige Sammenslutning siger i sin 1. maj-udtalelse, at generationer af arbejderes tilkæmpede rettigheder for tiden er under konstant og systematisk pres. Globale virksomheder og en mikroskopisk gruppe af ekstremt velhavende sidder på det globale økonomiske system, mens regeringer er på tilbagetog. Nationalisme og fremmedhad undergraver solidaritet – midt i alle tiders største flygtningestrøm og arbejdsmigration.

I udviklingslandene lever millioner af mennesker i slaveri, og mangel på globalt værdikædeansvar kaster endnu flere ud i underbetalte og farlige jobs. 40 procent af verdens arbejdsstyrke – det er cirka to milliarder mennesker – arbejder i den uformelle økonomi fra hånden i munden.

Uddannelse, offentlige services, sundhed og sociale sikkerhedsnet er ingen selvfølge for alle de mennesker, der hver dag går på arbejde med to formål: at forsørge deres familie og skabe en bedre fremtid for deres børn. Og mange lever under ekstremt usikre forhold, med undertrykkelse af menneskerettigheder eller i lande, hvor der ikke er lighed for loven.

Det er nogle af disse lande, hvori Ulandssekretariatet arbejder. Anstændigt arbejde er en af forudsætningerne for et anstændigt liv, og man må beundre de fagforeningsfolk, der rundt om i verden sætter liv og lemmer på spil for at skaffe bedre forhold for deres kolleger.

Det er værd at huske den 1. maj, at arbejdstagerrettigheder er en del af menneskerettighederne. Og støtte og solidaritet på tværs af grænser er med til at styrke fagbevægelsen overalt på kloden. Desuden har udvikling og demokratisering af arbejdsmarkeder uden for Danmark Indflydelse på danske forhold. Jo flere, der omfattes af bæredygtig vækst og beskæftigelse, jo bedre muligheder har vi for at bevare og skabe danske arbejdspladser.

AddToAny

Share/Save