Arbejdere er truet af dårligere rettigheder

Af Ulandssekretariatet
Retten til at organisere sig, til kollektive overenskomstforhandlinger og ytringsfrihed er under pres verden over.

Rettighederne for verdens arbejdere blev svagere i 2016. Det viser International Faglig Sammenslutnings (ITUC) globale rettighedsindeks.

De ti værste lande at være arbejder i er Hviderusland, Cambodia, Kina, Colombia, Guatemala, Indien, Iran, Qatar, Tyrkiet og Forenede Arabiske Emirater. Det er der i og for sig ikke noget overraskende i, idet ingen af disse lande er kendt som fyrtårne inden for menneskerettigheder.

Desuden er der en del udviklingslande blandt bøllerne i klassen, hvilket desværre heller ikke er specielt overraskende.

Men arbejdstageres rettigheder i verdens lande har, set over en kam, fået et tryk nedad. Selv europæiske og andre vestlige lande samt visse lande, som ellers har demokratiske traditioner eller i vid udstrækning respekterer rettigheder har oplevet forværrede forhold.

Overtrædelserne af rettigheder gælder især retten til at organisere sig, retten til kollektive overenskomstforhandlinger og ytringsfrihed.

Det er altså fundamentale rettigheder – som er en forudsætning for anstændigt arbejde – der bliver overtrådt. Derfor er der fuld dækning for denne artikels overskrift. Arbejdere er truede på brød, liv og velfærd med ringere rettigheder.

Det er let at forstå undertrykkelsen, hvis man ser på Colombia, hvor flere tusinde fagforeningsfolk er blevet dræbt de sidste 20 år, men der er også mange andre sider af problemet. For eksempel at arbejdere bliver afskåret fra at forhandle kollektivt, eller at arbejdslovgivning kun bliver indført eller overholdt på skrømt. Og man tror næsten det er løgn, når kataloget over undertrykkelse også indeholder børnearbejde, slaveri og diskrimination samt opløsning af demonstrationer, ja selv forbud mod 1. maj-møder.

International Faglig Sammenslutning taler faktisk om en fortsættelse af en trend. Et deprimerende faktum er, at en del af denne undertrykkelse stammer fra love og andre former for direkte indgreb fra regeringers side. Det er blandt derfor, at social dialog, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere sammen lægger pres på regeringer med henblik på at udvikle arbejdsmarkedet, er vigtig.

Desuden skal arbejderne stå sammen for at skabe forhandlingsstærke fællesskaber. Det er den rolle, som fagbevægelsen påtager sig. Og som rettighedsindekset viser, er disse fællesskaber særdeles relevante, hvis rettighederne skal forbedres.

Hvis man skulle leve i den vildfarelse, at verdens fagbevægelse er oldnordisk eller har udspillet sin rolle, bør man tage et kig på rettighedernes tilstand. Og så bruge et sekund på at overveje, hvor vigtige – og hvor skrøbelige – rettighederne er for vores liv og velfærd.

AddToAny

Share/Save