20.000 sundhedsarbejdere i Guatemala bliver endelig fastansat

Af Lene Frøslev og Unna Küssner, Ulandssekretariatet
16. december 2014
Med en ny kollektiv aftale i sundhedssektoren bliver det sværere for lokalpolitikere at ansætte deres egne støtter og i stedet fyre de organiserede, offentligt ansatte.
Underskrivelsesceremoni med landets præsident, sundhedsministeren og repræsentant for sundhedsarbejderne i forbundet SNTSG. Fra ministeriets egen hjemmeside

De offentligt ansatte i Guatemala kender alle til fænomenet nepotisme.  Hver eneste gang, der er valg, så er der altid politikere, som lover at skaffe jobs til deres familiemedlemmer eller politiske støtter. Og så risikerer de løst ansatte i det offentlige at miste deres job.

Men den form for sjakren med organiseret personale vil fremover blive vanskeligere i det mellemamerikanske land. For efter måneders hårdt pres fra sundhedsarbejdernes fagforening SNTSG er det lykkedes at få underskrevet en aftale, der sikrer fastansættelse til de omkring 20.000 medlemmer, der hidtil har måttet tage til takke med løse aftaler og midlertidige kontrakter.

 

Køber stemmer med jobs

I byen Chiquimulilla i det sydlige Guatemala kan laboranten Melvi Camey tale med om de hidtidige forhold i sundhedssektoren.

“Her opererer politikerne altid med alle i offentlige stillinger. De sætter deres egne folk ind på nøglestillinger, så de kan få støtte og købe sig stemmer til et kommende valg,” fortæller hun.

Melvi har oplevet det flere gange. Senest for et år siden, da byens sundhedscenter pludselig fik 20 nye uuddannede kolleger til gengæld for stemmer til borgmesterens parti.

Tilsvarende kan den kommunale kontorassistent, Wendy Chavarria, i byen Santa Rosa Cuilapa fortælle, at der altid sker fyringer i forbindelse med valg. Og det er almindeligt, at flere og flere ansættes på et-årige kontrakter.

“Omkring 70 af de 150 ansatte på kommunekontoret skal have deres kontrakter fornyet hvert år,” fortæller hun.

Ret til barsel og pension

Det er sådanne kontraktansættelser, som SNTSG nu har fået sat en stopper for. Det betyder, at de ca. 20.000 sundhedsarbejdere på disse vilkår nu bliver sikret en minimumsløn og ret til barselsorlov, pension og løn under sygdom.

Meget ofte arbejder de kontraktansatte i årevis uden at have de samme vilkår og rettigheder som fastansatte. Og for sundhedsarbejderforbundet har kravet om fastansættelse af disse medlemmer været centralt i flere år.

Siden 2013 har blandt andet den internationale organisation for offentligt ansatte, PSI, presset Guatemalas præsident, general Otto Perez Molina, for at anerkende ILO-konvention 151 om ret organisering og til anstændige arbejdsvilkår i den offentlige sektor. I den forbindelse blev der afgivet løfter om at styrke den sociale dialog på arbejdsmarkedet og indlede nye kollektive forhandlinger.

Men i månedsvis forblev det ved løfterne, og i august gik 25.000 mennesker på gaden med krav om at få aftalen gennemført og trusler om arbejdsnedlæggelser. Det fik gang i forhandlingerne på ny, og de løst ansatte kontraktmedarbejdere blev sikret fastansættelse.

 


Ulandssekretariatet samarbejder på regionalt plan med PSI – Public Service International – i Mellemamerika og Caribien. Vi samarbejder også indirekte med SNTSG – Sindicato Nacional de Trabajadores de Salud de Guatemala - via vores samarbejdspartner uddannelsescenteret FMLL (Fundacion Mario Lopez Larrave)i Guatemala.

Hvis du ønsker at læse mere om forholdene i den guatemalanske sundhedssektor, så læs også historien om Melvi i bogen “Tro, håb og overgreb”.

AddToAny

Share/Save