1. maj i Mellemamerika – ønske: Mere beskæftigelse og mindre kriminalitet
De deltagende organisationer var inddelt i fire blokke og den fire timer lange manifestation sluttede samlet af på den centrale plads, hvor regeringsbygningen ligger. Dele af demonstranterne rettede fokus på angsten for militarisering af landet med den nye højreregering ved magten. Andre fokuserede på overtrædelserne af indfødte folks og arbejdernes rettigheder, og atter andre krævede bedre udviklingsmuligheder for almindelige borgere. Helt nye tal fra UNDP viser, at der de få sidste år er blevet 1.6 millioner flere fattige i Guatemala.
Se videoklip fra demonstrationen i La Prensa Libre
I Honduras var der demonstrationer i mange byer, arrangeret af fagbevægelsen sammen med bondeorganisationer og andre sociale organisationer. Der var fokus på krav om beskæftigelse og overholdelse af arbejdstagerrettighederne, der i stigende grad undergraves med flere nye love. Landet rundt fik demonstranterne også sat fokus på den nuværende regerings overgreb på kritikere, straffriheden og manglende evne til at bekæmpe kriminalitet. Mindst 30.000 var på gaden i hovedstaden, og omkring 1.200 politibetjente var udkommanderet til at lægge en dæmper på gemytterne. Demonstrationerne blev her arrangeret af landets tre landsorganisationer i fællesskab, og fagbevægelsen var samlet fra start til slut. Ledende figurer i modstandsbevægelsen for demokratiet, som nu har dannet et politisk parti og vil stille op til det kommende valg i 2013 – var også med i nogle af demonstrationerne. Dette gav blandt andet kritik i medierne, som ser oppositionens deltagelse som en uheldig partipolitisk manøvre for at kapre stemmer.
I Nicaragua er 1. maj erklæret en national festdag, hvor alle har ret til en fridag med løn. Enkelte grupper kunne dog ikke slippe arbejdet på dagen, f.eks. beredskabstjenester og arbejdere i landbruget, hvor høsten afhænger af indsatsen på dagen. I går var der i Nicaragua arrangeret separate 1. maj demonstrationer – den ene, arrangeret af dele af fagbevægelsen i alliance med den sandinistiske regering og den anden, af regerings-kritiske fagforeninger. Kritikere finder det kedeligt, at regeringen sætter sig på arbejdernes fælles kampdag og dermed er med til at øge splid mellem befolkningsgrupper, der har det til fælles at være lønarbejdere. Fælles for de to grupperinger var dog en understregning af krav om, at arbejdstagerrettighederne overholdes. Det uformelle arbejdsmarked er dominerende i landet, og det gør arbejdsvilkår til en privatsag for flertallet.